Af Torsten Conrad, adm. Direktør & partner i Anqor Consulting
Når dygtighed bliver tom
Du kender typen: Skarp på strategi, velformuleret, har svarene klar, akademisk velbevandret og hjemme i alle modeller – men mennesker omkring ham eller hende mister mod, retning og lysten til at bidrage. Resultater leveres, men prisen er tillidstab og slitage. Hvorfor lykkes så mange dygtige ledere så dårligt – selv når de gør alt det “rigtige”?
Kompetence uden kompas
Vi har gjort ledelse til noget, man kan lære, måle og certificere. Det har givet os massevis af metoder, men alt for ofte en blind vinkel for det, der ikke kan sættes på skema: karakter. Når vi forveksler kompetence med dømmekraft, fremdrift med forankring og værdier med slogans, opstår der ledelse, som ser flot ud på papiret – men føles tom i praksis.
Som jeg skriver i min bog (Conrad, 2025, In Press), viser fraværet af karakter sig, når værdier reduceres til plakater, mod erstattes af bekvemmelighed, dømmekraft ikke trænes i praksis, og ansvar bliver til strategi frem for relation. Det er her, de “kompetente røvhuller” opstår: ledere, der kan alt på papiret – men som ingen ønsker at følge i praksis.
Hvad det betyder for dig – og for organisationen
Du står midt i kompleksitet, KPI’er og forventninger ovenfra – men også med medarbejdere, der har brug for nærvær og retning. Karakterbaseret ledelse handler ikke kun om at skabe trivsel hos andre. Det er også en vej til din egen trivsel. Når du står på udlevede værdier, træffer valg med dømmekraft og tør handle med mod, bærer du ikke kun systemets byrder. Du bærer dig selv med større helhed.
Men det er ikke kun individer, der betaler en pris, når karakteren mangler. Organisationen gør det også. Tillid smuldrer, trivsel falder, og organisationen mister både tiltrækningskraft og tilknytning. Dygtige mennesker søger væk – eller endnu værre: de bliver, men uden engagement. Frygt og demotivation breder sig, og mennesker leverer langt under deres potentiale, fordi trygheden mangler. På samfundsniveau mærkes det som stigende sygefravær, lavere produktivitet og tab af vigtige kompetencer. Prisen for at undgå at arbejde med karakter er med andre ord langt højere end prisen for at tage det alvorligt.
Hvorfor arbejde med karakter?
Hvis du mangler motivationen for at tage fat, så er det netop her, svaret ligger: Når ledelse hviler på karakter, stiger tilliden, trivslen vokser, og frygten forsvinder. Det skaber mod til at sige sin mening og lyst til at bidrage. Organisationer med karakterbaseret ledelse oplever stærkere tiltrækningskraft, tættere tilknytning og højere kvalitet i samarbejdet. For den enkelte leder betyder det også mere ro – fordi du ikke hele tiden skal dække dig ind med kontrol og performance. Kort sagt: karakter skaber et fundament, hvor både mennesker og resultater kan blomstre.
Nyere forskning bekræfter denne sammenhæng. Kiel, Kasper, og colleger (2015) dokumenterer, at ledere med høj karakter skaber markant højere tillid, engagement og økonomiske resultater end ledere med lav karakter. Hogan og Kaiser (2005) viser, hvordan fraværet af karakter – i form af destruktiv eller kynisk ledelse – fører til faldende motivation, højere personaleomsætning og forringet organisatorisk performance. Og i en global survey blandt topledere konkluderer McKinsey, at karakter – mere end strategi, netværk eller kompetence – er det, der kendetegner de mest respekterede og effektive ledere (Spaner et al., 2025). Forskningen bekræfter det, vi ser i praksis: Når karakter mangler, betaler både medarbejdere, organisationer og samfund en høj pris.
Små skridt til mere karakter
For at gøre det håndgribeligt kan du prøve denne lille “karikatur-rytme” – ikke som et skema, men som en øvelse i at integrere kompasset i praksis:
- Mandag: Formål. Afklar og sig højt, hvorfor opgaven findes, og hvem den er til for.
- Tirsdag: Dømmekraft. Tag én beslutning, du ellers ville træffe alene, og træn evnen til at evaluere ved at vende den i teamet. Spørg: Hvad ser jeg ikke?
- Onsdag: Værdier. Lev værdier i små valg – vælg ét sted, hvor bekvemmelighed fristede, og vælg integritet i stedet.
- Torsdag: Mod. Sig højt, hvad du er i tvivl om, og tag én samtale, du ellers ville have udskudt.
- Fredag: Ansvar. Bær en beslutning, du kunne have skubbet fra dig – og gør det synligt, at du gør det.
Pointen er ikke at følge dagene slavisk, men at få øje på, hvordan karakter kan trænes gennem konkrete handlinger – igen og igen – indtil det bliver en del af kulturen.
Refleksion til dig
- Hvornår har jeg vist mod, selvom det kostede?
- Hvem – inklusiv mig selv – har mærket, at vores værdier blev levet, ikke blot nævnt?
- Hvordan bruger vi i teamet fælles evaluering til at styrke dømmekraften?
Stå forankret – ikke bare frem
For ja, karakter kan koste. Det kan koste relationer, privilegier eller hurtige gevinster. Men det koster endnu mere, når den mangler: tillid, trivsel, tiltrækningskraft og tilknytning. Karakterbaseret ledelse bygger på formål, værdier, dømmekraft, mod og ansvar. Det giver ikke bare organisationen styrke – det giver dig som leder ro, integritet og varig trivsel.
For i sidste ende handler ledelse ikke kun om, hvad du kan. Det handler om, hvem du vælger at være – også når det koster. (Conrad, 2025, In Press)
Artiklens kilder
Hogan, R., & Kaiser, R. B. (2005). What we know about leadership. Review of General Psychology, 9(2), 169–180. https://doi.org/10.1037/1089-2680.9.2.169
Kiel, F., Lennick, D., & kolleger. (2015). Return on Character: The Real Reason Leaders and Their Companies Win. Harvard Business Review Press.
Spaner, J., Klier, J., Dillon, R., & Murray, E. (2025, June 18). Character is key: Leadership excellence in the public sector. McKinsey & Company.



